Den hvidfinnede ferskvandsulk kan igen indtage sin plads i økosystemet og fødekæden i Susåen. Biologer fra Næstved Kommune har hentet flere hundrede fisk fra Sverige til Næstved.
Operation ulk foregik den 10. oktober 2019, hvor Næstved Kommune sammen med Fyns Laksefisk tog til Skåne og fiskede med elfiskeudstyr og strøm. De fangede ulke blev derefter fragtet i vandtanke over Øresundsbroen. Vel fremme blev de om aftenen udsat på to egnede lokaliteter i Øvre Suså.
Ulken vil bidrage til at øge den faldende artsdiversitet på Sjælland. Ulkene skal derudover agere rugemødre for larverne af den udryddelsestruede og beskyttede tykskallede malermusling, der findes i øvre del af Susåen.
Svenske fætre
Allerede sidste år blev de første ulke forsøgsvis sat ud, efter fisken havde været forsvundet fra Danmark i over 60 år.
Projektet er en del af Næstved Kommunes Life-projekt om den Tykskallede malermusling, som Byrådet vil have tilbage til Susåen. Den hvidfinnede ferskvandsulk er værtsfisk/rugemødre for muslingens larver, dvs. at muslingerne ikke kan formere sig, hvis fiskene mangler.
Vandkvaliteten i Susåen er forbedret
Den hvidfinnede ferskvandsulk uddøde i Danmark tilbage i 1960’erne på grund af dårlige fysiske forhold og fordi vandkvalitet var forringet af spildevand. Nu er vandkvaliteten og de fysiske forhold blevet så gode i Susåen, at det vurderes, at fiskene igen vil trives fint i åen.
Du kan se billeder fra dagen i galleriet Værtsfisk, her og en video der viser indfangning og udsætning, her